Prisen for en parkeringsbøde i København er den samme som i alle andre dele af landet. Du bør være opmærksom på, at det som udgangspunkt koster penge at parkere alle steder i og omkring det centrale København. Har du ikke en gyldig parkeringsbillet, eller overholder du ikke parkeringsreglerne, resulterer det i en parkeringsbøde. Indholdet i artiklen er sidst opdateret i februar 2023.
Hvis du overtræder de regler for parkering og standsning, der fremgår af færdselsloven, eller hvis du ikke overholder de lokale parkeringsbestemmelser i Københavns Kommune, risikerer du, at du få udstedt en parkeringsbøde.
Prisen for en parkeringsbøde i København er følgende:
- 510 kr.
- 1.020 kr.
- 2.040 kr.
Hvilket af ovenstående beløb, du skal betale, afhænger af forseelsens art. Vær desuden opmærksom på, at en parkeringsbøde er fritaget for moms.
Hvornår skal jeg betale parkeringsbøden?
Opkrævningen udstedes direkte til den person, der fremgår som ejer af køretøjet. Du skal betale parkeringsbøden senest 10 dage efter forseelsens dato. Betaler du ikke parkeringsbøden, vil du modtage en betalingspåmindelse. Hvis du fortsat ikke vælger at betale for parkeringsafgiften, går der en rykkerprocedure i gang med pålagte ekspeditionsgebyrer. Ellers vil sagen komme for fogedretten, og der vil herpå forekomme yderligere omkostninger.
Hvis du har svært ved at betale for din parkeringsbøde, kan du få udsat betalingen ved at sende en anmodning til Centralregisteret for Parkeringsafgifter (CRP). Hvis din parkeringsbøde er blevet udstedt på et privat parkeringsområde, skal du i stedet for rette henvendelse til det pågældende parkeringsselskab, der har udstedt bøden til dig.
Du skal være opmærksom på, at private parkeringsselskaber samarbejder ofte med et eksternt inkassobureau, der står for inddrivelse af gæld, hvis din gæld bliver overdraget til inkasso, hvis du ikke betaler din p-bøde til tiden. Du skal derfor rette henvendelse til det pågældende inkassobureau, hvis du ønsker at dele betalingen op i flere rater, idet de også overtager kontakten med dig.
Hvornår får jeg en parkeringsbøde?
Du får en parkeringsbøde, hvis du overtræder de generelle samt kommunale regler for parkering i Københavns Kommune. Når du parkerer på et offentligt område, skal du følge reglerne for offentlig parkering.
Færdselsloven indeholder en række regler, som du altid skal følge, når du parkerer din bil. I Københavns Kommune skal du desuden være opmærksom på, at byens parkeringsområder befinder sig under forskellige betalingszoner. Du skal derfor huske at betale, når du parkerer din bil.
Du kan enten betale med dit kreditkort i en billetautomat eller via en app på din mobil. Det nemmeste er at betale over appen, hvis du ofte har behov for parkering i København. Vær dog opmærksom på, at der er forskellige gebyrer for betaling via app. Størstedelen har et gebyr på ca. 10-15 procent af parkeringsprisen.
Hvordan klager jeg over en parkeringsbøde?
Hvis du mener, at du har fået udstedt en parkeringsbøde på et uberettiget grundlag, kan du klage over den. Før du indsender en klage, skal du altid huske at sikre dig, at den rent faktisk ikke er berettiget.
Trin #1: Dokumentation for din parkering
Sørg for at dokumentere din parkering, hvis du har fået udstedt en parkeringsbøde på et uberettiget grundlag. Tag billeder af din parkering, skiltning, p-skive og andet, der kan bevise, at bøden ikke er berettiget.
Trin #2: Gør indsigelse
Når du har dokumenteret din parkering, skal du umiddelbart efter gøre indsigelse. Du kan se på din parkeringsbøde, hvem der har udstedt den til dig – og det er det specifikke parkeringsselskab, du skal henvende dig til, når du vil klage.
Hvis du vil klage over en parkeringsbøde, som er udstedt af COPARK, kan du gøre det direkte via vores hjemmeside. Hos andre parkeringsselskaber er der andre retningslinjer, der gør sig gældende. Du kan altid læse på din parkeringsbøde, hvordan du klager.
Trin #3: Tag sagen videre til Parkeringsklagenævnet
Får du ikke medhold i din klage, og mener du stadig, at den er uberettiget, har du mulighed for at tage sagen videre. Det gør du ved at kontakte Parkeringsklagenævnet, som vil vurdere, om du kan få medhold i din klage.
Her er det vigtigt, at du har dokumentationen på plads, da det er en forudsætning for, at din sag kan blive behandlet. Du opretter en sag via Parkeringsklagenævnets hjemmeside, hvor du indtaster dine oplysninger og uploader din dokumentation.
Vær opmærksom på, at det koster 175 kr. at indsende en klage. Hvis du får medhold, får du alle dine penge igen, men du skal betale, hvis du ikke får medhold. Du skal derfor udelukkende betale, hvis det viser sig, at bøden er berettiget.