Har du styr på reglerne for handicapparkering?

20. april 2023
Copark parkeringsselskab - bliv klogere på parkering
Handicapparkeringspladser er forbeholdt personer med nedsat mobilitet eller handicap, der har et gyldigt handicapparkeringskort eller et køretøj, der er mærket med en tilladelse. Har du nogensinde tænkt over, at der kan være forskel på reglerne for brug af handicapparkeringspladser afhængigt af, om det er et offentligt eller privat parkeringsområde? Nej, så læs her og få styr på reglerne for handicapparkering.

 

Parkeringspladser afmærket med et kørestolssymbol er forbeholdt bilister med handicap eller med nedsat mobilitet. For at anvende disse parkeringspladser, kræver det, at du har et handicapparkeringskort, der skal placeres synligt i bilens forrude. Handicapparkeringskortet gælder ikke kun på parkeringspladser i Danmark, men gælder ligeledes på handicapparkeringspladser overalt i Europa. Du skal dog være opmærksom på, at der både i Danmark og Europa gælder forskellige regler for handicapparkering på offentlige og private parkeringsområder.

Du kan søge om et handicapparkeringskort her. Vær opmærksom på, at det er et udgående link til Borger.dk.

 

billede af handicapparkeringskilt paa offentlig parkeringsplads

 

Regler for handicapparkering på offentlig vej

Hvis du parkerer på en handicapplads på et offentligt parkeringsområde, skal dit handicapparkeringskort altid placeres synligt i forruden, så det er let at se for parkeringsvagter og andre offentlige myndigheder, når disse udøver parkeringskontrol. Forneden kan du læse mere om parkeringsreglerne.

  1. Du må parkere op til 15 minutter på områder, hvor alene af- og pålæsning er tilladt, områder med parkeringsforbud samt gågader, hvis ærindekørsel er tilladt. Du må ikke overtræde standsningsforbud. P-skiven skal stilles, når du forlader bilen.
  2. Du må parkere op til 1 time på områder, hvor 15 til 30 minutters parkering er tilladt. Husk at stille p-skiven.
  3. Du må parkere tidsubegrænset på områder, hvor 1, 2 eller 3 timers parkering er tilladt, hvis handicapparkeringsskiltet ikke har angivet en tidsbegrænsning. Hvis der på skiltet er anført, at parkeringen er tidsbegrænset, skal dette i stedet for overholdes. Du skal derfor stille p-skiven, når du forlader bilen.
  4. Du må parkere tidsubegrænset på områder med billetautomater, hvis du ved ankomsten betaler for det maksimalt tilladte tidsrum, der gælder for personer uden parkeringskort og invalidekort.

Hvis du parkerer på en parkeringsplads reserveret til personer med et handicap, kan du som udgangspunkt holde tidsubegrænset, forudsat det ikke strider mod lokale bekendtgørelser og skilte. Du skal derfor altid tjekke, hvad der står på p-skiltet, før du parkerer.

Er du i tvivl om, hvordan du læser et p-skilt korrekt, har vi lavet en guide til læsning af p-skilte.

Vær opmærksom på, at hvis handicappparkeringspladsen er reserveret til et eller flere specifikke køretøjer, er det kun disse, der må anvende parkeringspladsen.

Regler for handicapparkering på privat parkeringsområde

Der gælder ikke samme regler for handicapparkering på et privat parkeringsområde, hvor et privat parkeringsselskab står for parkeringsopsyn.

Er der tidsbegrænset parkering og krav om at stille p-skiven, skal du både stille p-skiven og placere dit handicapparkeringskort synligt i forruden. Er der betalingsparkering, skal du betale for din parkering. En undtagelse på private parkeringsområder kan være, at der på p-skiltet ved de reserverede handicapparkeringspladser er anført særlige regler. Så er det vigtigt, at du overholder disse regler.

I Danmark er der talrige parkeringsselskaber og private parkeringsområder. Derfor vil du opleve at hvert parkeringsselskab har deres egne regler og undtagelser, der gælder for parkeringsområdet. Du kan kontakte det pågældende parkeringsselskab, hvis du er i tvivl om reglerne for handicapparkering. Vær opmærksom på, at telefontiderne varierer fra p-selskab til p-selskab. Det kan derfor være en god idé at kontakte p-selskabet i god tid.